0
Gratineret jomfruhummer thai-style

Gratineret jomfruhummer thai-style

Hovedingrediens:
Skaldyr
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter

Fremgangsmåde

Klargøring af jomfruhummer (se video ovenover): Læg jomfruhummerne på ryggen på et skærebræt og flad halen helt ud. Brug gerne en skarp og ikke for bred savtakket kniv (evt.brødkniv). Del hummeren ved at skære i savende bevægelser, mens du lægger et let tryk - skær hummeren hvor der er en naturlig rille mellem de 2 rækker af ben. Fjern nu den lille sorte streng (tarmen), der går ned igennem den ene halvdel af halen. Fjern derefter mavesækken, der er den lille mørke plamage, der sidder lige bag ved øjet/munden, den er ca. på størrelse med en gammel 10-øre. I netop denne del kan der sidde lidt grus og sand, og derfor er det vigtigt, at du fjerner det - og KUN det - da resten af hummerens indre smager fortrinligt og giver en fantastisk smag til smørret.

Thai-kryddersmør: Skær hvidløgene groft ud og knus dem på et spækbræt med den brede side af en stor kniv - drys 1 tsk. groft salt på og mos videre med siden af kniven, til det er blevet til en fin puré. Rør det sammen med blødt smør (IKKE KÆRGAARDEN eller andet blandingsprodukt - nej SMØR!) tilsæt rasp, finthakkede ristede cashewnødder, finthakket chili, finthakket koriander, fintrevet ingefær, limesaft samt lidt revet skal fra limefrugten . Smag til med salt og peber.

Gratinering: Læg de flækkede hummere i et ovnfast fad med ryggen nedad. Læg dem gerne tæt - men ikke i lag! Sørg for at de ligger jævnt fordelt. Krydr nu med lidt salt (på kødet af hummeren) og fordel smørret hen over halen og den åbne del af kroppen. Forvarm en ovn til 225 grader. Gratiner hummerne i 4-5 minutter til kødet lige netop begynder at blive mælkehvidt, og smørret er smeltet.

Anret i store dybe tallerkener eller sæt hele fadet på bordet og lad folk tage selv.

Server sammen med en salat med lidt grøn papaya og moden mango (evt. vendt med ristede sesamfrø) og en dressing med ristet sesamolie.

Kommentarer og forslag til opskriften