0
Grillede kaninlår med Rogan Josh, grillede asparges og tomatsalat

Grillede kaninlår med Rogan Josh, grillede asparges og tomatsalat

Hovedingrediens:
Kanin
Sæson:
Forår, Sommer
Tilberedningstid:
2 t
Opskriftstype:
Gourmet

Om Kaniner: Kaninen var i mange år af franskmændene anset for ’portnermad’. Men som en anden bastillestormer har kaninen med sit delikate, lyse, magre kød og sin milde smag i løbet af de seneste årtier tilkæmpet sig sin velfortjente plads i gourmetkøkkener verden over. Kaninen som spises meget i Sydeuropa vinder heldigvis også indpas på de danske middagsborde. Kødet er lyst, magert, meget nærende og saftigt og kan ved første øjekast minde lidt om kyllingekød, men i struktur minder det mere om kalvekød. Kaninkød egner sig godt til kraftig krydring, tilsæt gerne hvidløg, krydderurter såsom timian, rosmarin, og salvie. Marinering i eddike eller dijonsennep er også lækkert. Kaninkød er også velegnet til grill. Du kan evt. vikle skiver af pancetta omkring kødet for at beskytte det.

Fremgangsmåde

Kaninlår: Kom kaninlår på en bakke eller tallerken og drys med krydderurter, knuste hvidløgsfed og Rogan Josh (kan erstattes af karry) samt salt. Lad dem gerne trække natten over.

Ved grillen: Brug en halvfyldt grillstarter med gode kvalitetsbriketter – når kullene er klar fordeles de i grillen Pensl lårene med lidt olie og grill dem ved medium direkte varme – der skal vendes ofte og steges skiftevis med og uden låg – de skal grilles i ca. 35-40 minutter til de er møre og lækre. Pas på de ikke får for meget og dermed bliver tørre.

Grillede asparges: Fjern de træede ender på både de hvide og de grønne asparges ved at brække dem af. Skræl de hvide asparges fra hovedenden mod roden og ret dem til med en kniv så aspargesene er lige lange. De grønne asparges skrælles evt. også på den nederste halvdel og rettes på samme måde til. Vend dem i lidt olivenolie og drys med salt og peber. Grill aspargesene på direkte varme i 2-5 minutter.

Tomat salat: Brug gerne sherry og blommetomater eller andre forskellige typer og farver. Det er vigtigt, at det er gode solmodne tomater. Skær tomaterne i halve eller kvarte afhængig af størrelse og læg dem i et dørslag/sigte. Krydr med rigelige mængder groft salt - der skal bruges mere end du tror - ca. 1-2 tsk. Saltet trækker væden ud af tomaterne og forstærker smagen. Sæt tomaterne til afdrypning i MINDST 1 TIME - gerne længere. Vend tomaterne sammen med 1-2 fed finthakket hvidløg, finthakket chili, sort peber, god balsamico og 4 spsk. ekstra jomfru olivenolie. Lad nu tomatsalaten trække i ET PAR TIMER. Vend hakket basilikum, tynde skiver rødløg og lidt parmesanflager i lige før servering.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

Denne blanding er en kraftig og aromatisk karryblanding. Rogan Josh er også navnet på en aromatisk persisk lammeret, der er en signaturopskrift fra Kashmir-regionen.

Rogan betyder ’klart smør’ eller ’fedt’ på persisk, og Josh betyder ’varme, stærk, kogende eller passioneret’. Rogan Josh betyder således tilberedt i olie ved stærk varme. 

Rogan Josh indeholder:

Paprika, hvidløg, ingefær, gurkemeje, spidskommen, kanel, koriander, kardemomme, sort peber, nelliker, muskatnød, laurbærblade, chili, havsalt. 

Bonusinfo

En krydderurt er en plante, der hel eller kun let findelt tilsættes maden for at fremhæve en smag eller få maden til at smage af noget ekstra. Urterne kan bruges både tørrede og helt friske. De har været brugt som smagsgivere gennem hele historien og utvivlsomt også før. Wikipedia

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.

Bonusinfo

Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.