
Krebinetter: Ælt farsen let mellem hænderne til den er sammenhængende og del den i 4 ensartede portioner. Form hver portion til en 2 cm tyk krebinet og krydr dem med salt og peber på begge sider. Rør sambal oelek (chili pasta), sød chili og tomatpure sammen med lidt olie til en lind marinade og vend krebinetterne heri. Lad krebinetterne marinere 30 min. et køligt sted inden de grilles over kul 4-5 min. på hver side.
Bulgur: Kom bulguren i en skål og hæld spilkogende hønsefond over til det dækker med + 1 cm. Rør i bulguren undervejs og tilsæt evt. mere fond, hvis alt væske er optaget og bulguren stadig ikke er mør. Bræk den træede ende af aspargeserne og snit stænglerne i små stykker. Giv dem et hurtigt opkog i letsaltet vand og køl dem af under koldt vand. Rør asparges, ærter, finthakket dild, skalotteløg og hvidløg i bulguren og smag til med olivenolie, salt og peber.
Tomatsalat: Halver cherrytomaterne og anret dem i et lille fladt fad. Snit forårsløgene i tynde skiver og drys dem over tomaterne. Pisk 2 spsk. olivenolie, eddike, sennep, honning, salt og peber sammen, smag til og dryp dressingen over salaten.
Server retten med fx en creme fraiche-dressing med krydderurter og godt groft brød til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften