
Salat: Skrub kartoflerne, kog dem møre i letsaltet vand og lad dem køle af. Del blomkålen i fine små buketter, flæk 2 pillede skalotteløg og snit dem i tynde skiver. Marinade: Pres 1 fed hvidløg ned i en skål og rør cremefraiche, 3 spsk. olie, 3 spsk. vineddike, grov sennep og peberrod i og smag til med sennep, peberrod og evt. 1 tsk. sukker. Vend blomkål og løg i og lad det hele marinere i 20 min. Skær kartoflerne i skiver, vend dem i salaten, smag til og anret.
Skorzonerrødder: Skræl skorzonerrødderne, læg dem direkte i gryden med ½ liter spilkogende, letsaltet vand og damp dem møre under låg (ca. 15-20 min). Vinaigrette: Hak 1 skatteløg og 1 fed hvidløg meget fint og bland det sammen med æggeblommen, 1 spsk. vineddike, dijonsennep, salt og peber. Rør ½ dl olivenolie i under kraftig piskning, så konsistensen bliver en anelse tykkere. Hak dild og valnødder helt fint, vend det i vinaigretten og smag til. Anret de varme, afdryppede rødder på et flot fad, fordel vinaigretten henover og server straks.
Bøffer: Pres 2 fed hvidløg og rør dem sammen med 3 spsk. olivenolie, salt og peber. Pensl bøfferne med olien og lad dem hvile i 20 min. ved stuetemperatur. Varm en grillpande godt op og grill dem i 2-4 min. på hver side efter ønske.
Server sammen med en sprød grøn salat og evt. godt groft brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften