
Roastbeef: Rør 2 fed pressede hvidløg med lidt olie og godt med salt og peber og gnid roastbeefen godt med krydderolien. Stik et stegetermometer i på det tykkeste sted og læg stegen på grillen - ved indirekte varme. Læg låg på grillen og lad den stege til centrumtemperaturen når 55 grader (det tager ca. 25-30 min.). Lad roastbeefen hvile tildækket 15 min. inden den skæres i skiver.
Salat: Rens peberfrugter og rødløg og skær dem begge i 2 cm brede både. Skær squash og aubergine i 1 cm tykke skiver og skyl spinaten godt. Pisk 2 fed pressede hvidløg, sennep, 1 tsk. sukker og 3 spsk. olie sammen til en dressing og smag til med sukker, salt og peber. Sæt en foliebakke direkte over kullene (når stegen er taget af) og kom lidt olie i. Læg løgene i og lad dem riste til de er bløde og klare. Vend peberfrugter, squash og aubergine med lidt olie, salt og peber og grill dem direkte på grillristen til de er gyldne og møre. Kom dem op i foliebakken efterhånden som de er færdige. Bred spinaten ud på et fladt fad, anret de grillede grøntsager ovenpå og dryp dressingen over. Top med smuldret feta, oliven og strimlet basilikum.
Server sammen med en klassisk kartoffelsalat, en bagekartoffel eller bare en god skefuld tzatziki og godt brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften