Citronolie: Start med at lave syltet citron: Skyl citronen og skræl skallen af med en tyndskræller (KUN det gule). Skær skallen i så fine strimler som muligt (brug evt. et juliennejern eller et rivejern), læg dem i en lille skål, tilsæt ½ tsk. fint salt og saften fra citronen (gem lidt til kartoffelsalaten). Lad det hele trække i 10-15 min. Hæld samme mængde af din bedste olivenolie over den syltede citron og tilsæt halvdelen af porchetta-krydderiet sammen med masser af knust sort peber.
Kød: Læg grillspyddene i et ovnfast fad og hæld kogende vand over så det dækker. Lad dem ligge i vandet i ca. 10 min. (dette forhindrer, at de senere brænder på grillen). Læg kødet i en skål og drys resten af porchetta-krydderiet over. Vend rundt med lidt salt og peber. Skær rødløg i både og del de små snackpebre i kvarte. Sæt kød, rødløg og peberfrugt på spyddene og pensl dem med lidt citronolie. Nu er de klar til grilning (på pande eller grill). Grill dem ved høj direkte varme i ca. 1½-2 min. på hver side (alle 4 sider). Når de er færdige, lægger du dem på et lunt fad og hælder resten af citronolien over.
Kartoffelsalat: Kog kartoflerne møre i saltet vand, køl dem lidt ned med koldt vand og pil skrællen af. Del hver kartoffel i 2-3 stykker. Soigner radiserne, skær dem i tern og vend dem sammen med kartoflerne. Krydr med salt og peber. Skær rødløg tyndt (gerne på et mandolinjern) og læg dem i lidt citronsaft i 5-10 minutter. Lav en dressing af dijonsennep rørt sammen med lidt sukker, god olivenolie, salt og peber. Vend kartofler og radiser sammen med dressingen og masser af fintskåret purløg. Smag til.
Porchetta krydderi indeholder:
Timian, fennikelfrø, rosmarin, hvidløg, salvie, sort peber, havsalt - lige dele af hver
Kundekommentarer ()