
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skær porre og bladselleri i mundrette stykker, og overfør dem til en gryde sammen med 1/2 spsk. olie pr. person. Lad grøntsagerne varme op ved middelhøj varme, og rør jævnligt rundt.
Skræl den nederste del af aspargeserne. Skær aspargesene i mundrette stykker delt i to bunker, den øverste og den nederste del. Gem den øverste del af aspargeserne til anretning, og kom resten i gryden til porre og bladselleri.
Lad det hele stege yderligere et par minutter under omrøring.
Hæld 1/2 spsk. hvedemel pr. person i gryden, og rør godt rundt et par minutter. Tilsæt mælk og bouillon, og hæld vand i, indtil det dækker fyldet. Lad suppen simre under jævnlig omrøring, indtil suppen bliver cremet.
Smag suppen til med salt, peber og citronsaft.
Skær brødet i små tern, og rist dem på en pande med 1/2 spsk. olie pr. person. Lad brødet riste ved middelhøj varme under jævnlig omrøring, indtil overfladen bliver sprød og gylden. Krydr med salt og peber.
Varm en pande op ved høj varme. Steg aspargestoppene uden fedtstof, så de får godt med farve på to sider. Tag dem af panden, og krydr med salt og peber.
Skær fisken i små stykker, og steg dem i 1/2 spsk. olie pr. person i ca. 1 minut på 2 sider, indtil fisken begynder at flage.
Krydr fisken med salt, peber og citronsaft.
Fordel suppen i skåle, og anret croutoner, fisk og asparges henover.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften