
Del blomkålen i buketter og halver buketterne. Varm lidt olie op på panden og læg blomkålen på med skærefladerne nedad. Lad dem riste ved middel varme til de er flot gyldne på den side. Krydr med salt og en smule peber, ryst panden og rist videre 2-3 min. ved jævnlig omrøring til kålene er pletvist møre. Lad dem køle lidt af...
Vask imens salaten, slyng den tør og bræk bladene i mundrette bidder. Skær tomaterne i store tern og snit løget i tynde både. Befri avokadoen for skal og sten og kom kødet i en skål sammen med presset hvidløg, citronsaft, et nip salt og lidt peber. Mos eller stavblend det fint, rør cremefraiche og 2 spsk. olie i med håndkraft og smag til.
Bred salaten ud på et flot fad, fordel de lune blomkålsbuketter ovenpå og læg avokadocremen på i klatter. Top med tomater, rødløg, oliven og croutoner og dryp med en smule olie. Server straks til pastaretter, som frokostsalat eller som tilbehør til fisk, kød eller fjerkræ.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften