
Jeg skyller blot gulerødderne, men kan du bedst lide dem skrællede, kan du sagtens gøre det.
Husk også at skylle porren, når den er skåret. Der sidder ofte en del sand indeni.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 180 grader til tarteletskallerne (du kan også bruge en brødrister, hvis du vil spare ovnen).
Steg kyllingen i olie i en dyb varm pande i ca. 5 min., til den er gennemtilberedt, uden at tage farve. Krydr med salt og peber, og tag kyllingen af panden.
Skær gulerødder i små tern, og snit porre og hvidløg fint.
Tilsæt evt. mere olie til panden, og sautér grøntsagerne i ca. 3 min., til de mørner let, uden at tage farve. Krydr med salt og peber.
Drys 1/2 spsk. mel pr. pers. over grøntsagerne, hæld fløde på, og lad det hele koge op.
Smag til igen, og vend kylling, inkl. den væske den har smidt, med i panden.
Tilsæt ca. 1/4-1/2 dl vand pr. pers., og kog det hele sammen, til saucen er tyk og cremet. Smag til igen med salt og peber.
Lun tarteletterne i den varme ovn i 4-7 min. (hvis du bruger ovnen) eller på en brødrister, til de er gyldne og lækre.
Pluk salaten, og skær tomaterne i halve.
Anret begge dele på et fad, krydr med salt og peber, og dryp med olivenolie og eddike.
Hak persillen.
Fyld tarteletskallerne med kyllingefyld, drys med persille, og servér straks med salat til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften