Indret din grill til den 3. metode, altså én zone, hvor du kan grille indirekte - og én zone, hvor du kan grille direkte.
Flødekartofler:
Skræl kartoflerne og skær dem i skiver. Læg dem lagvis i et smurt fad og drys lidt revet ost på hvert lag. Gem lidt ekstra ost til at komme ovenpå det øverste lag. Pisk mælk, fløde, æg, lidt salt og peber sammen og hæld det ud over kartoffelskiverne. Skær 40 g smør i små stykker og fordel det over skiverne. Drys det sidste ost udover det hele.
Dæk fadet med alufolie og sæt det på grillen ved indirekte grillning. Kartoflerne skal have ca. 45 minutter. Kontroller om kartoffelskiverne er møre og fortsæt med at grille (uden alufolie) ca. 10-15 minutter, indtil osten begynder at blive brun.
Smørstegt spinat:
Mens kartoflerne bliver grillet, steger du de friske spinatblade i lidt smør. De skal kun steges nogle få minutter. Skær den lufttørrede skinke i små stykker og drys det over spinaten. Det salte i skinken passer godt sammen med det syrlige i spinaten. Vent med at stege spinaten til lige inden kartoflerne er klar.
Intervalgrillede koteletter:
Kom olie på din rist. Krydr koteletterne med salt og peber.
Koteletterne skal grilles direkte.
Grill koteletterne 2 minutter på den ene side og lad dem hvile 2 minutter.
Grill dem 2 minutter på den anden side og lad dem igen hvile 2 minutter.
Grill dem 3 minutter på den første side og lad dem hvile 3 minutter.
Grill dem 3 minutter på den anden side og de er klar til servering.
Altså: Grille 2 min. - hvile 2 min. - vende og grille 2 min. - hvile 2 min. - vende og grille 3 min. - hvile 3 min. - vende og grille 3 min.
Her hviler koteletterne...........
Hvis du vil have et flot krydsmønster på dine koteletter, så drej dem 90 grader hver gang du vender dem.
Da der er masser af saft i spinaten, flødekartoflerne og koteletterne, har jeg valgt ikke at lave nogen sauce - ellers vil lidt smeltet smør passe fint til.
Server med et godt brød. Jeg har her serveret med et "Boule Gilbert", som er bagt færdig på grillen.
Velbekomme
-Meyer
Kommentarer og forslag til opskriften