
Skyl estragon, ryst vandet af, og blend den med hakket hvidløg (brug halvdelen her), lidt citronskræl, salt, peber og 1-2 dl. af din bedste olivenolie. Blend, til du opnår en flot grøn homogen masse.
Skræl kartofler og jordskokker, skær dem i mindre stykker, og skyl dem grundigt. Hak løg og det sidste hvidløg fint, og sauter begge dele i lidt olie, uden at det tager farve. Tilsæt jordskokker og kartofler, og krydr med salt og peber. Dæk med vand, og tilsæt bouillon. Lad suppen simre i 15-20 min. Kom fløde på, kog op og sluk med det samme, det koger. Purér suppen i en blender eller med en stavblender, og kør den evt. igennem en sigte. Kog suppen op igen, og juster evt. konsistensen med lidt vand. Smag suppen til med lidt citronsaft samt salt og sort peber.
Rens svampene, og del dem i mindre stykker. Rist dem på en varm pande i lidt olie og smør, og krydr dem med salt og peber. Kom til sidst et par skefulde estragon-citronolie på svampene, og vend rundt.
Del fisken i portionsstykker, og vend dem med lidt fint salt på begge sider. Kom dem i et ovnfast fad smurt med lidt olie. Dryp lidt estragon-citronolie over, og krydr med salt og peber. Sæt fadet i en 175 grader varm ovn i ca. 8-12 min.
Som vist på billedet. Anret de stegte svampe over fisken, og dryp med det sidste estragon-citronolie.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Den brune champignon minder om den hvide champignon. Den har en skærmformet, lys brun hat og nedenunder gemmer de rosa-rødbrune lameller sig.
Kommentarer og forslag til opskriften