
Kartofler: Skrub kartoflerne, skær dem i store klodser og læg dem i en skål. Riv skallen fra hele citronen ned i og pres saften af den halve citron henover. Pluk timianbladene og tilsæt dem sammen med olie, salt og peber og vend godt rundt. Bred kartoflerne ud på en bageplade og bag dem gyldne og møre i en 200 grader varm ovn i ca. 25 min.
Svampe: Soigner svampene og halver dem. Hak hele hvidløget fint - gem halvdelen til saucen. Hak også persillen fint. Rist svampene gyldne i lidt smør og krydr med salt og peber. Tilsæt hvidløg og sauter ved middel varme til svampene er møre. Smag til med salt og peber og vend persillen i lige inden servering.
Kød: Hak løget fint og krydr bøfferne med salt og peber. Brun bøfferne i lidt olie til de er næsten møre (2-3 min. på hver side). Tag bøfferne af panden og hold dem varme under stanniol og et viskestykke mens du laver saucen på panden: Sauter løg og resten af hvidløget til de er klare. Tilsæt de flåede tomater og lad det simre til saucen er cremet. Smag til med sukker (1-2 tsk.), salt og peber.
Server sammen med en sprød grøn salat og godt groft brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften