
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen i god tid på 225 grader varmluft.
Skræl kartoflerne, og skær dem i tern.
Pil bladene af timianstilkene (gem stilkene til senere), og snit porrer i tynde skiver.
Sæt en stor gryde over på mellem varme med et godt skud olivenolie, og sautér timianblade (gem lidt til senere) og porrer i 2-3 min.
Tilsæt da de skrællede kartofler og halvdelen af de drænede kikærter, og sautér igennem i yderligere 2-3 min.
Tilsæt hønsebouillon og vand (ca. 2 dl pr. pers. du laver mad til), og lad det hele simre under låg i ca. 15 min., til det hele er mørt.
Kom fløde i, og kog op.
Blend suppen helt lind med en stavblender, og smag til med salt og friskkværnet sort peber.
Justér evt. tykkelsen med lidt mere vand/hønsebouillon.
Skyl og tør de sidste kikærter, bred dem ud på en bageplade med et par dråber olivenolie, timianstilke og lidt salt, og bag dem ved 225 grader i ca. 10-15 min., til de er gyldne og sprøde.
Lun bollerne 3-4 min. i ovnen lige før servering.
Som vist på billedet. Servér brød på siden.
Artisan Boller er hævet udelukkende på fordej og surdej i op til 24 timer. De hæver køligt natten over for at sikre den helt rette fermentering. Groft ølandshvedemel fra Samsø, hvedemel og hvedeflager kombineres med surdej og skaber tilsammen en helt særlig bolle med en behagelig smag, hvor både mellets dybde og surdejens fine syrlighed træder tydeligt frem.
Betegnelsen “artisan” peger på håndværket, bagertraditionerne og metoden bag brødet. Dejen og bollerne kræver nænsom håndtering, korrekt foldning og en velafstemt surdej for at give det bedst mulige resultat. Artisan Boller kan bruges bredt – perfekte på morgenbordet, som sandwichbrød eller som tilbehør til aftensmaden. Særligt gode bliver de, hvis du smører dem med en god økologisk smør og drysser lidt havsalt på.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften