Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Sæt en stor grydefuld vand over til at koge pasta i. Husk et godt skud salt.
Kom kødet op i en skål sammen med krydderblanding og et skud salt. Rør det hele godt sammen, og form små kødboller.
Sæt en stor pande over ved høj varme. Rist først mandlerne uden fedtstof. Tag dem af, tilsæt lidt olivenolie, og brun kødbollerne. Skru ned for panden, og tilsæt tomatpassata. Kom låg på panden, og lad det hele småboble i ca. 10 min.
Skær broccoli ud i buketter, og skær hjertesalaten ud i både.
Hak mandlerne fint med en kniv.
Pisk en dressing af lige dele citronsaft og olivenolie. Du skal bruge ca. 1 spsk. færdig dressing pr. kuvert. Smag til med lidt salt og godt med friskkværnet, sort peber.
Når vandet til pasta bulderkoger, dypper du broccolibuketterne ned i vandet i max 30 sekunder. Tag dem derefter op igen, hæld dem over i en skål, og lad dem dampe lidt af.
Bring vandet i kog igen, og kog så pastaen, til den er al dente efter anvisning på pakken.
Kom broccoli, salat og mandler op i en skål, og vend med citronmarinaden.
Tag kødbollerne op af panden, og vend pastaen ned i tomatsaucen. Tilsæt gerne lidt pastavand for at justere konsistensen. Smag til med salt og friskkværnet sort peber.
Anret pasta og kødboller i en dyb tallerken med salaten ved siden af i en seperat skål.
Velbekomme!
Italienske kødbollekrydderi indeholder:
30% fennikelfrø, 10% sort peber, 10% korianderfrø, 10 % oregano, 10% løgpulver, 10% hvidløgspulver, 10% paprikaflager, 8% bouillon, 2% chili
Kundekommentarer ()