Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang, og find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog kartoflerne møre i rigeligt saltet vand. Damp kartoflerne af, mos dem groft, og vend med riiigeligt smør samt ca. halvdelen af za'atar-krydderiet. Rengør forårsløg, og hak dem fint, også den grønne del. Kom forårsløg i mosen, og smag til med salt og peber.
Fjern de yderste blade på kålen, og skær stokken fra. Snit kålen, så fint du kan. Skyl og afdryp kålen, kom den i en skål, og drys med lidt fint salt. Knug kålen med hænderne, og lad den salte i 10 min.
Skyl koriander, og hak både blade og stilke fint. Krydr koteletterne med det sidste af za'atar-krydderiblandingen og salt, og vend dem i hvedemel. Steg koteletterne sprøde og møre på en varm pande i olie. Når de er færdige efter 4-5 min., hældes det meste af fedtstoffet fra panden. Steg den snittede kål på panden sammen med harissa (pas på den er HOT!) i et par minutter, mens du skærer koteletterne i ultratynde skiver. Vend kød og kål og hakket koriander sammen.
Fordel kartofler i bunden af en tallerken, og top med kød og kål.
Harissa er egentlig en chilisauce, der bruges i det nordafrikanske køkken. Vi har lavet en tør version, der blot skal blandes med 1/3 af henholdsvis vand, citronsaft og olivenolie. Bland chilipastaen til den konsistens, der passer dig.
Harissa indeholder: 20% sød paprika, 20% spidskommen, 15% chili, 15%koriander, 10% kommen, 10% hvidløgspulver, 10% pebermynte.
Za'atar indeholder: 40% sesamfrø, 30% timian, 20% sumak og 10% havsalt
Bruges i en lang række madretter fra Mellemøsten og den arabiske halvø. Za'atar spises oftest med friskbagt brød, der dyppes i olivenolie før krydderiblandingen drysses over eller i Manakish Za'atar.
Za'atar er en populær krydderiblanding, der har rødder i Mellemøsten. Blandingen består typisk af tørrede urter som timian, oregano eller merian, sesamfrø, sumak og salt. Den har en karakteristisk og kompleks smag, der kombinerer urtede noter med citrus og nøddeagtige undertoner. Za'atar bruges ofte som drys over brød, grøntsager eller olivenolie-dyppelse og kan også anvendes som krydderi til kød eller fisk. Krydderiblandingen er kendt for at give retter en unik og autentisk smag og er blevet populær i mange køkkener rundt om i verden.
Kundekommentarer ()