Her får du en lækker sauce til din kylling.
Har du ikke en stavblender, kan du mose de søde kartofler med en gaffel, og røre dem i saucen. Lidt mere rustikt, men totalt okay!
Eller du kan skære dem i tern, og ikke blende overhovedet.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skræl de søde kartofler, skær dem i grove stykker, og kog dem i ca. 15. min. i usaltet vand, der akkurat dækker, til de er helt møre.
Brun kyllingen i olie og gerne lidt smør på en varm pande. Krydr med salt og peber, og tag den af panden.
Fyld couscous i en skål, og overhæld den med kogende vand der dækker + 1,5 cm over. Dæk skålen med film, og lad den trække indtil servering.
Hak løg og hvidløg, og sautér begge dele i ca. 3 min. i olie på panden fra kyllingen. De skal ikke tage farve, men mørne let.
Drys med tandoorikrydderi, kom de flåede tomater og kokosmælk på, tilsæt afdryppede kogte søde kartofler, og kog op.
Blend med en stavblender, og smag saucen til med salt og peber.
Kom herefter kyllingen, og den væde den har smidt, i saucen, og smag til igen med salt og peber.
Vend spinat i curryen, og lad den falde sammen.
Smag couscous til med salt og evt. lidt olivenolie, anret den i dybe tallerkener, top med curry, og nyd den straks.
Kyllinger fra Hopballe Mølle
- Hopballe kyllinger er af en helt speciel race, Hubbard 787 hedder de så mundret. Disse kyllinger vokser langsommere end den race, der benyttes i den konventionelle kyllingeproduktion. Racen og den ekstra voksetid gør, at kyllingerne er mere aktive og robuste og det betyder også, at ben og knogler kan udvikle sig i takt med, at kyllingerne tager på i vægt.
Hopballe lægger stor vægt på dyrevelfærd, og det er tydeligt, at både racen og den ekstra tid gør disse kyllinger meget mere aktive og robuste. En Hopballekylling har 4–5 gange så meget plads som en konventionel kylling. Pladsen gør, at kyllingerne rører sig meget mere, det giver muskler og kødet får dermed meget mere struktur. Hver aften slukkes lyset og kyllingerne får 8 timers ubrudt søvn som giver ro i flokken og forbedrer trivslen.
Disse kyllinger kræver generelt også lidt længere tilberedningstid end du måske er vandt til og når man skal tranchere brystkødet er det vigtigt, at det skæres på tværs af fibrene, da strukturen i kødet ellers kan få det til at føles sejt! Til gengæld får man altså en oplevelse på smag og ikke mindst struktur, som ellers er gået helt bort når man spiser industrikyllinger.
Du kan også se forskel på kødets farve. I gamle dage talte man om det mørke kød og det lyse kød på en kylling - men i dag er det hele jo kridhvidt på de fleste (industri) kyllinger. Men her er lårkødet altså mørkere og mere kraftigt smagende, mens brystkødet har en meget mere fin og delikat smag.
Tandoori masala anvendes til fx tandoori kylling, en ret hvor kyllingen er dækket med en blanding af almindelig yoghurt, salt og tandoori masala. Kyllingen steges derefter i ovnen ved meget høj varme. Kylling lavet på denne måde har en rosa ydre og en velsmagende aroma. Man kan også med fordel bruge fisk eller paneer med tandoori.
Spidskommen, koriander, nelliker, kanel, ingefær, hvidløgspulver, chili, gurkemeje og muskatnød.
Kundekommentarer ()