
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Forvarm ovnen ved 200 grader varmluft.
Skær kartoflerne i både og overfør til et stor ildfast fad (der skal også være plads til grøntsagerne) med 1 spsk. olie pr. person og krydr godt med salt og peber. Sæt kartoflerne i ovnen og lad dem bage, imens grøntsagerne forberedes.
Skær løget og squashen i grove stykker og hvidløget i tynde skiver.
Overfør til kartoflerne sammen med smørret og timianen og rør det godt rundt.
Bag retten yderligere ca. 15 min. ved jævnlig omrøring, indtil grøntsagere har fået godt med farve og er blevet møre.
Skær fisken i portionsstørrelser og krydr med salt.
Læg fisken henover grøntsagerne og lad bage i ca. 5 min., indtil den begynder at flage.
Servér fisken med de bagte grøntsager.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kommentarer og forslag til opskriften