Jeg kan godt lide, at dampe fisken i saucen. Vær blot forsigtig, når du damper den, og servér gerne i panden.
Hold altid øje med fisken, så den ikke får for lang tid.
Der er forskel på, hvor meget varme den får, og hvor tyk den er, så tiden her, er en cirka tilberedningstid.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kom couscoussen i en skål eller en gryde, og hæld kogende letsaltet vand over, så det netop dækker.
Lad couscoussen trække ca. 5-7 min. under tætsluttende låg eller husholdningsfilm.
Skræl gulerødderne, skær dem i skiver, og sautér dem 1-2 min. i olivenolie i en dyb, varm pande.
Skær løget i både, og snit hvidløg fint. Kom begge dele med i panden.
Det skal ikke tage farve, men have 1-2 min., og falde let sammen. Krydr med salt.
Tilsæt tandoori masala, og steg kort til det dufter. Tilsæt flåede, hakkede tomater og kokosmælk. Krydr med salt og peber, lad det simre i et par minutter, og smag til.
Del fisken så der er 1-2 stykker pr. pers. Læg forsigtigt fisken i sauterpanden, dryp med lidt olivenolie, krydr med salt, og sæt låg på. Lad den dampe under låg i 8-12 min., eller til den er akkurat færdig, og falder let fra hinanden. Tag straks låget af, og tag panden af varmen.
Skær agurk og peberfrugt i små tern, og vend begge dele med couscous. Smag til med olivenolie, salt og lidt lys eddike.
Snit persillen fint.
Servér couscoussalat og fisk i krydret tomatsauce med et drys persille. Nyd straks.
Tandoori masala anvendes til fx tandoori kylling, en ret hvor kyllingen er dækket med en blanding af almindelig yoghurt, salt og tandoori masala. Kyllingen steges derefter i ovnen ved meget høj varme. Kylling lavet på denne måde har en rosa ydre og en velsmagende aroma. Man kan også med fordel bruge fisk eller paneer med tandoori.
Spidskommen, koriander, nelliker, kanel, ingefær, hvidløgspulver, chili, gurkemeje og muskatnød.
Kundekommentarer ()