
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Steg kyllingebrysterne i olivenolie på en varm pande i ca. 5-6 min. på hver side, til de er gennemstegte. Krydr med salt og peber, og tag dem af panden.
Snit løg i slanke både, og skær hvidløg i tynde skiver. Sautér begge dele i en varm sauterpande (det skal ikke tage farve).
Drys løgene med tandoori krydderi, og kom hakkede tomater og kokosmælk på. Krydr saucen med salt, og lad den koge i ca. 10 min.
Skær squash i skiver, steg dem kort på panden fra kyllingen, og krydr med salt.
Kom kylling og squash i saucen, og lad det hele simre sammen i 10-15 min.
Smag til med salt og peber inden servering.
Kom bulgur i en kasserolle, og tilsæt 1,5 dl kogende vand pr. 125 g bulgur.
Snit porre fint, kom den med i kasserollen, tilsæt 2-3 spsk. olivenolie, og kog det hele op. Sluk og lad bulgur og porre trække under låg i 10 min. Smag til med salt.
Skær citronen i skiver, og hak persillen.
Anret bulgur med kylling og sauce, top med persille, og servér straks med citronskiver til.
Tandoori masala anvendes til fx tandoori kylling, en ret hvor kyllingen er dækket med en blanding af almindelig yoghurt, salt og tandoori masala. Kyllingen steges derefter i ovnen ved meget høj varme. Kylling lavet på denne måde har en rosa ydre og en velsmagende aroma. Man kan også med fordel bruge fisk eller paneer med tandoori.
Spidskommen, koriander, nelliker, kanel, ingefær, hvidløgspulver, chili, gurkemeje og muskatnød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften