
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl risene grundigt i rigeligt koldt vand således: Hæld dem i en gryde, og rør rundt med en ske eller med hånden. Kassér derefter vandet, der er blevet hvidt. Gentag, indtil vandet er klart.
Kog rigeligt vand (som når du koger pasta) op med lidt salt i. Kom ris i, når vandet koger. Sæt låg på, bring tilbage i kog, og skru ned, så risene netop koger! Sæt uret, tik, tak - efter 9 min. hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække 5-10 min.
Spray eller pensl kyllingebrysterne med olie, og krydr dem med et godt drys paprika-mix, salt og peber.
Læg dem i airfryeren (evt. i en form), og indstil den på 180 grader. Giv kyllingebrysterne 12-15 min., eller indtil kernetemperaturen er 75 grader.
Skær aubergine, squash, løg og tomater i skiver og peberfrugt i grove stykker.
Hæld tomatsaucen i en form til airfryeren.
Fordel grøntsagerne skiftevis, lodret stående i tomatsaucen, i formen.
Spray eller dryp med olie, og krydr med salt og et lille drys sukker.
Når kyllingebrysterne er færdige, tages de ud af airfryeren og holdes lune.
Sæt formen med ratatouille i airfryeren, indstil den på 180 grader, og giv retten 25 min.
Riv parmesanen.
Når der er 2 minutter tilbage af stegetiden, drysses ratatouillen med parmesan, og sættes tilbage i airfryeren de sidste 2 minutter.
Hvis kyllingebrysterne er blevet for kolde, kan man give dem 2 min. på 180 grader i airfryeren, når ratatouillen er færdig.
Servér ratatouille med kyllingebryst og ris.
Paprika kyllingemix indeholder: 50% sød paprika, 15% oregano, 15% tørret persille, 10% sort peber, 10% Piment d'Espelette
Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften