
Hvis du bruger bambusspyd til kyllingen, så sæt dem i koldt vand inden brug, så brænder de ikke på.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl risene grundigt, og kom dem i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand. Kog risene i ca. 12 min., og hæld overskydende vand fra.
OBS: Vigtigt at overholde tiden, da risene ellers nemt kan klistre.
Skær kyllingebrysterne i aflange tykke strimler, så der bliver ca. 5 stk. pr. pers.
Rør en marinade af karrypasta, kokosmælk og revet ingefær, tilsæt 1/2-1 tsk. sukker, og fyld halvdelen af marinaden i en frysepose sammen med kyllingen. Lad den marinere i 5-10 min. på køkkenbordet.
Rør resten af marinaden med limesaft og peanutbutter, og smag til med mere sukker hvis behov. Gem den til servering.
Snit kålen fint.
Skræl gulerødderne, og skær dem i julienne, eller riv dem groft.
Snit forårsløg fint.
Skær siderne af mangoen, og skær kødet i tern.
Bland det hele sammen i en skål.
Rør en dressing af 2-3 spsk. lys eddike, 2 tsk. sukker og 1 spsk. olivenolie, og vend den med salaten.
Sæt kyllingen på spyd, og steg dem i rigeligt olie på en varm pande i ca. 3-4 min. på hver side (har du ingen spyd, steger du blot kyllingestrimlerne uden). Krydr med salt og peber.
Anret kogte ris med kyllingespyd, kålsalat og peanutdressing, og servér straks.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften