
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Forvarm ovnen ved 200 grader.
Skyl quinoaen i en sigte, og sæt den over at koge i rigeligt, letsaltet vand. Lad den koge stille og roligt i 5-10 min. under låg, til den er mør og sigt vandet fra. Lad quinoaen køle af i en sigte.
Dæk en bradepande med bagepapir.
Hak spids-, palme- og grønkålen i grove stykker og spred ud på bagepladen sammen med skiver af løg og hele cherrytomater. Vend grøntsagerne med 1/2 spsk. olie pr. person, salt og peber og bag i 5 min. intervaller og rør rundt i grøntsagerne, indtil grønkålen har fået godt med farve.
Kom cashewnødderne i et ildfast fad og bag dem i ovnen, under grøntsagerne, i ca. 5-10 min., indtil de er blevet gyldne i overfladen.
Varm en pande op ved høj varme og skær fisken i portionsstørrelser.
Når panden er godt gennemvarm, tilsættes 1/2 spsk. olie pr. person. Læg fiskens skindside på panden og lad det stege i ca. 2-3 min. ved middelhøj varme.
Vend fisken om på den modsatte side og steg videre i ca. 30 sek. Vil du have fisken helt gennemstegt, så lad den stege 3 min. på begge sider.
Tag fisken af panden, krydr godt med salt og servér straks.
Kom de bagte grøntsager i et stort fad med quinoaen og vend godt rundt. Smag til med salt og peber og top med revet ost og nødderne.
Servér fisken med salaten.
Kend din fisk: Kulmule
GASTRONOMISK
Kulmulens kød er hvidt og meget saftigt og er, sammenlignet med torskens kød, nemmere at holde saftigt ved tilberedning. Det ferske kød kan virke meget løst, men det samler sig ved tilberedning.
Kulmulen er især en delikatesse i Sydeuropa, men er også de senere år blevet mere værdsat i Danmark. Det er dog fortsat Sydeuropa, der aftager hovedparten af de kulmuler, der landes i Danmark. I Sydeuropa har man desuden tradition for også at spise kulmulens rogn.
Som andre torskefisk kan kulmulen tilberedes på flere forskellige måder. Den er særligt saftig og smagfuld som stegt, grillet eller bagt.
SUNDHED
Kulmulen er en meget mager fisk med kun 0,4 g fedt/100g. Den har et proteinindhold på ca. 16,5g/100g. Til gengæld er den særligt rig på selen, kalium og kalcium.
Læs mere om kulmule her > KEND DIN FISK
Krystal Karl er en dansk ost fremstillet af 100% komælk. De økologiske køer græsser i det midtjyske kuperede terræn omkring Himmelbjerget, hvorfra mælken forsigtigt transporteres til det lille, lokale mejeri, hvor osten fremstilles under kyndig overvågning af den lokale ostemester. Osten fremstilles efter mejeriets lokale traditioner og den specielle mælkesyrekultur der frembringer den unikke krystallinske smagsoplevelse. De krystallerede proteiner opstår under modningen, men kan fra produktion til produktion variere i mængde. Krystal Karl modnes videre på GRAND fromages affinageri i mere end 12 måneder.
Krystal Karl er en UMAMI-BOMBE!
- og modnes så længe for at give den maksimale Umami smag. Dette medfører også små farvenuancer, lækre krystaller og varierende tørhed af osten.
Alt sammen med et formål: Maximal Umami!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften