0

Marinerede skinkesautéskiver med fattoush og yoghurtsauce

Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter

Fremgangsmåde

Marinering: Riv skallen af citronen fint (saften skal bruges til fattoush - så gem citronen) og rør det med to fed presset hvidløg, oregano, salt og peber. Kom sautéskiverne i en plastpose, hæld marinaden over og ryst godt. Luk luften ud af posen, slå knude på og lad kødet marinere en halv time.

Fattoush: Flæk pitabrødene, læg dem på en bagerist og rist dem i ovnen til de er blevet sprøde. Skær tomaterne i store tern. Skræl agurken og skær også den i store tern. Halver rødløget og snit det i tynde skiver. Bræk pitabrødene i mindre stykker og kom dem i en skål sammen med tomater, agurk og rødløg. Riv et fed hvidløg fint henover, pres saften af citronen over og dryp med olivenolie efter smag. Hak mynten og ½ bundt persille groft, kom det i skålen og krydr med salt og peber. Vend salaten sammen med luftige tag og lad den trække mens resten tilberedes. Smag til inden servering.

Sauce: Kom ½ bundt persille, dild og purløg i en foodprocessor og hak det fint. Tilsæt spidskommen, yoghurt, lidt olivenolie, salt og peber og kør det helt glat. Smag til og server koldt.

Kød: Tag kødskiverne op af marinaden og steg dem gyldne på begge sider i en smule olie – de skal ikke have så længe, da det fedtfattige kød let kan blive tørt.

Server retten med ovnbagte kartofler med paprika og godt groft brød til.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.