0

Marineret grillet Colorado-roast med fyldig kartoffelsalat med ærter, avokado, bønner og dijon/mynte/persillecreme

Hovedingrediens:
Okse
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter

Fremgangsmåde

Marinering: Kom pillet hvidløg, plukket rosmarin og timianblade i en morter og stød det hele til en fin ensartet pasta. Rør rødvin, 2 spsk. citronsaft, 1 tsk. sennep, Worcestershiresauce, 1 tsk. friskkværnet peber og ½ tsk. salt i og rør det godt sammen. Dup stegen tør, læg den i en frysepose og hæld marinaden i. Ryst posen godt, tryk luften ud og slå en knude på. Lad den marinere først ½ time på køl og så ½ time på køkkenbordet.

Kartoffelsalat: Skrub kartoflerne og kog dem møre i velsaltet vand. Nip bønnerne og læg dem ned til kartoflerne de sidste 5-7 min. Bruges friskbælgede ærter skal de også med i gryden til kartoflerne i 1-2 min. Hæld vandet fra, køl det hele ned i koldt vand og dryp godt af. Kryddercreme: Hak mynte- og persilleblade fint, rør dem sammen med mayonnaise, cremefraiche, 2 tsk. sennep, salt og peber og smag til. Befri avokadoerne for skal og sten, skær resten i tern og vend dem sammen med 2 spsk. citronsaft. Halver kartofler og bønner og læg dem i en skål sammen med finthakket skalotteløg, ærter og kryddercreme. Vend dem sammen med store løse tag. Vend til sidst avokadoerne forsigtigt i. Smag til, anret og server straks.

Kød: Tag stegen op af marinaden og lad den dryppe af. Krydr med salt og læg stegen på grillen over indirekte varme og under låg i 20 min. Tag stegen af grillen, dæk den til og lad den hvile i 20 min. Stik et stegetermometer i stegens midte, læg den igen på grillen og grill videre under låg til centrumtemperaturen når 57 grader for et rødt resultat eller 60-62 grader for en mere rosa kerne. Lad stegen hvile et kvarters tid og skær den i tynde skiver ved servering.

Server sammen med ristede nye gulerødder og godt groft brød.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

VIGTIG INFO:
På grund af grønne bønners naturlige indhold af stoffet lektiner - anbefaler fødevarestyrelsen at koge bønnerne i 5 til 10 min. afhængig af størrelse. Det gælder også, hvis bønnerne efterfølgende skal pandesteges.

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.