
Marinering: Riv skallen af den ene citron ned i en skål og pres saften af begge citroner henover. Hak 3 fed hvidløg og alle bladene fra rosmarinkvistene og timianen fint og kom dem ved citronen sammen med dijonsennep, 6 spsk. olivenolie, salt og peber. Pisk det hele godt sammen til en cremet marinade og hæld den i en frysepose. Læg mørbraderne ned i posen, luk til og ryst posen godt. Lad kødet marinere i mindst 1 time, men gerne natten over.
Brøndkarsecreme: Rør cremefraichen sammen med sød fransk sennep og finthakket brøndkarse. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Tomattatar: Rids et kryds i tomaterne og overhæld dem med kogende vand. Flå dem, halver dem og skrab kerner og stilk ud. Skær tomatkødet i små tern og læg dem i en skål. Hak skalotteløg, 1 fed hvidløg og basilikumbladene helt fint og læg dem i skålen med tomater. Rør det hele sammen med 2 spsk. olivenolie, salt og peber og lad blandingen trække en halv times tid. Smag til med salt og peber.
Kød: Tag kødet op af marinaden og læg det i en lille bradepande. Drys med salt og peber og sæt mørbraden i en 225 grader varm ovn i 10-15 min. til den er gylden og netop mør – den skal give en smule efter ved et let tryk med fingeren. Lad kødet hvile tildækket 10 min. inden det skæres i tynde skiver inden servering.
Server sammen med råstegte kartofler og en fyldig grøn salat.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften