En okonomiyaki er nærmest en stor, fyldig japansk pandekage med masser af grøntsager i.
Her er min version, der er både sund, snasket, og nem at lave.
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Skyl risene grundigt, og kom dem i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand.
Kog risene i 9-12 min. (afhængig af konsistensen du ønsker på risene), og hæld al overskydende vand fra.
Rør bouillon ud i kogende vand, og sæt den til side, mens du ordner grøntsagerne.
Snit pak choy og forårsløg fint (gem den grønne del af forårsløgene til servering).
Skrub eller skræl gulerødderne, og riv dem groft.
Vend pak choy, gulerødder og den lyse del af forårsløgene sammen med lidt salt og et nip sukker, og knug grøntsagerne let med hænderne, så de falder lidt sammen.
Rør bouillon med 1/2 dl mel og 1/4 tsk bagepulver pr. pers. Pisk æg i, og krydr med salt. Dejen skal være tyk, så tilsæt mere mel hvis behov. Vend grøntsagerne i dejen.
Varm 1 stor pande op (måske 2).
Kom en smule olie på panden, og fordel dejen, så du får en okonomiyaki pr. pers.
Steg dem ved middelvarme i ca. 10-12 min. på den ene side, til de er næsten gennemtilberedte og gyldne. Vend dem, og steg dem færdige på den anden side.
Lun 1 dl sukker og 1 dl eddike i en gryde, til sukkeret er smeltet. Krydr gavmildt med peber, og rør yderligere 1/2 dl kold eddike i.
Flæk agurken, skrab kernerne ud med en teske, og skær agurken i skrå skiver.
Vend lagen med agurk, og lad det trække indtil servering. Afdryp og vend dild i lige inden servering.
Anret okonomiyaki på tallerkener, og smør dem med hoisinsauce.
Top med mayonnaise og det grønne fra forårsløget, og servér straks med agurkesalat og kogte ris til.
Kommentarer og forslag til opskriften