Skyl spinaten godt, fjern evt. grove stilke og slyng den tør. Snit forårsløgene i tynde skiver og skær mozzarellaen i små tern. Sauter spinaten i lidt af smørret til det falder sammen og væden er fordampet - kom forårsløgene ved undervejs. Pisk imens æg, fløde, salt og peber sammen. Tag spinat og løg af panden og lav så omeletten af 2 omgange. Skru op for varmen, smelt en klat smør og hæld halvdelen af æggemassen på. Rør med rolige bevægelser rundt i massen med en gaffel, så længe massen er relativt flydende. Læg så halvdelen af spinat, løg og ost på, skru ned for varmen og lad den blive gylden i bunden. Dryp med lidt pesto, fold den ene halvdel over den anden og lad den glide ud på en tallerken. Fortsæt med omelet nr. 2 og server så straks, fx med rugbrød og en god tomatsalat til.
Vores basilikum pesto er lavet ud fra klassiske traditioner med et lille tvist. Idet at osten der er brugt er en Pecorino Romano DOC (fåremælksost) i stedet for den mere traditionelle parmesanost.
Pestoen laves af det lille familiefirma Bio Organica Italia i Syditalien, et økologisk og biodynamisk landbrug med egen produktion af færdigvarer som oliven, soltørrede tomater, artiskokker, pestoer og tapanader. Stedet ejes og drives af de 3 brødre Gaudiano.
Kommentarer og forslag til opskriften