
Start med peberfrugt og tomat: Smør peberfrugterne ind i olie og læg dem i en bradepande med bagepapir. Skær tomaterne i kvarte og læg dem med den runde side nedad i bradepanden ved siden af peberfrugterne. Dryp tomaterne med olie. Bag peberfrugter og tomater i ca. 20 min. i en 250 grader varm ovn. Vend peberfrugterne hvert 5. min. så de bliver bagt på alle sider.
Perlebyg a la Provence: Kog perlebyggen i rigeligt vand med salt i ca. 15 min. til den er "al dente". Hæld den i en sigte og lad den dryppe af.
Tag peberfrugter og tomater ud af ovnen. Træk skindet af peberfrugterne så snart de er kølet af. Fjern stilk og kerner og skær dem i brede strimler.
Vend perlebyggen forsigtigt sammen med 1 spsk. olie, vineddike, peberfrugter, tomater og artiskokhjerter skåret i kvarte (kan udelades eller erstattes med et finthakket rødløg). Smag til med citronsaft samt salt og peber.
Fisk: Hak purløg og persille meget fint og bland det på en tallerken sammen med 1/4 tsk. salt. Vend tunfileterne i krydderurterne. Varm ca. 3 spsk. olie op på en pande ved middel varme og steg fisken i ca. 3 min. på hver side (afhængig af tykkelse). Skru ned for varmen hvis krydderurterne begynder at blive brune. Skær fisken ud i tynde skiver på skrå (se billedet) og anret dem på tallerknerne. Bland 1 spsk. citronsaft sammen med 1 spsk. olivenolie og hæld den over fisken. Krydr med friskkværnet peber, revet citronskal og salt og server sammen med godt brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften