0
Pasta med laks og cremet citronsauce og salat med belugalinser

Pasta med laks og cremet citronsauce og salat med belugalinser

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
25 minutter
Opskriftstype:
Fiskeretter

Fremgangsmåde

Skjul tidslinje
0 min.
Lad os starte med

Skyl grønsagerne. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.

1 min.
  1. Sæt vand over til linser og pasta. Kog linserne i rigeligt, usaltet vand i ca. 15 min. Afdryp linserne og salt dem.
  2. Skær tomater i tern, og snit rødløg i slanke både. Anret rucola med tomat, linser og rødløg, og krydr med salt og peber. Dryp med olivenolie og eddike lige inden servering.
  3. Snit hvidløg i tynde skiver. Sautér hvidløg i olivenolie på en dyb pande. Tilsæt spinat og steg kort. Krydr med salt og peber. Tilsæt fløde, lidt fintrevet citronskal og en smule citronsaft.
  4. Skær skindet fra laksen, og skær laksen i tern. Læg laksen i saucen, og læg låg på. Damp laksen under låg i 2-3 min.
  5. Kog pastaen i saltet vand efter anvisning på pakken. Vend forsigtigt pasta og lidt kogevand i panden, og krydr med salt og peber.
  6. Skær resten af citronen i skiver.
  7. Servér pasta og laks direkte fra panden med citronskiver og salat til.

 Velbekomme!

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

- Stærk, dansk & velsmagende

Vi er glade og super-stolte over at være udvalgt som en af de allerførste til at sælge den nye unikke og bæredygtigt opdrættede laks fra Skagen Salmon. Laksene har hele deres levetid levet i et landbaseret anlæg i Skagen hvor de har svømmet i modstrøm, præcis som de vilde laks gør det. Det har gjort laksen stærk, givet kødet en fast struktur og en intramuskulær fedtmarmorering der gør den super saftig og velsmagende. Derudover har laksen et generelt meget lavere fedtindhold end traditionelt opdrættede laks.

Den bæredygtige opdrætsmetode er ASC certificeret (opdrætsfiskenes pendant til MSC)

"Skagen Salmons laks smager simpelthen skide godt! Smag, struktur og saftighed er jo som vildlaks" Siger Huskokken Jacob begejstret! 

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.