
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl risene grundigt i rigeligt koldt vand således: Hæld dem i en gryde, og rør rundt med en ske eller med hånden. Kassér derefter vandet, der er blevet hvidt. Gentag, indtil vandet er klart.
Kog rigeligt vand (som når du koger pasta) op med lidt salt i. Kom ris i, når vandet koger. Sæt låg på, bring tilbage i kog, og skru ned, så risene netop koger! Sæt uret, tik, tak - efter 9 min. hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække 5-10 min.
Sæt herefter risene til side, og lad dem køle af.
Hak løg og pres hvidløg. Kom lidt olie i en gryde, og svits løgene. Tilsæt herefter kødet, og brun det af under omrøring.
Tilsæt 1/8 dl vand pr. person, taco sauce og Tex-Mex krydderier. Skru ned for varmen, og lad retten simre i ca. 10 min. Smag kødsaucen til med salt og peber. Hak jalapenos, og bland dem i retten (kan udelades).
Hæld de kogte ris i kødsaucen, og bland det hele godt sammen.
Skær toppen af peberfrugterne og fjern forsigtig stilken, så toppen ikke går i stykker. Afrens forsigtigt peberfrugterne for kernehus og frø.
Fyld herefter peberfrugterne med Tex-Mex fyldet, og læg resten af fyldet i bunden af airfryer-formen. Glat fyldet i bunden af formen med en ske, så overfladen er plan.
Vikl 2 stykker bacon om hver peberfrugt på ydersiden, og fastgør skiverne med en tandstik i begge sider. Drys revet ost ovenpå peberfrugtens fyld, og læg toppen af peberfrugten på som låg. Spray/pensl peberfrugterne med lidt olie, og krydr herefter ydersiden af peberfrugterne med salt og peber.
Sæt peberfrugterne i beholderen ovenpå resten af Tex-Mex fyldet.
Kom formen i airfryerkurven, og giv peberfrugterne 30 min. ved 160 grader.
Server 1 peberfrugt pr. person.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften