Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl risene grundigt i rigeligt koldt vand. Hæld dem i en gryde, og rør rundt med en ske eller med hånden. Kassér derefter vandet, der er blevet hvidt. Gentag, indtil vandet er klart.
Kog rigeligt vand (som når du koger pasta) op med lidt salt i. Kom ris i, når vandet koger. Sæt låg på, bring tilbage i kog, og skru ned, så risene netop koger! Sæt uret, tik, tak - efter 9 min. hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække 5-10 min.
Rør den helt varme ris med 1/2 spsk. lys eddike og 1/2 tsk. sukker pr. pers., og smag evt. til med mere sukker og eddike og lidt salt.
Skær broccoli i mundrette buketter, og damp dem i kogende, saltet vand under låg i 1-2 min.
Kog også edamamebønnerne i ca. 1-2 min.
Rør sriracha sauce med mayonnaise.
Fjern skindet fra laksen, og skær hvert stykke laks i 2-3 stykker. Vend dem i mel, og steg dem i olie på en varm pande i ca. 1-2 min. på hver side, til de er gyldne og akkurat gennemstegte. Krydr med salt.
Skær lime i både.
Anret ris i store skåle, top med dampet broccoli, edamamebønner, spicy mayo og broccolispirer, og servér straks med limebåde til.
Mukimame er bælgede edamamebønner. Edamamebønner er en sojabønne, hvor man spiser de grønne, umodne bønner. Navnene stammer fra Japan, hvor edamame betyder sojabønner med bælg, og mukimame er de bælgede bønner.
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
Kommentarer og forslag til opskriften