Start med at skylle grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Sæt vand over til ris og mukimame
Skyl risene grundigt, og kom dem i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand. Kog risene i 9-12 min. (afhængig af konsistensen du ønsker på risene), og hæld al overskydende vand fra.
Rør en dressing af tamari, lidt revet ingefær og sukker og smag til med en smule eddike.
Snit rødkålen fint og vend den i dressingen.
Fyld mukimame i en gryde med kogende, saltet vand. kog op og sigt straks vandet fra dem.
Snit forårsløg fint og skær limen i skiver.
Del fisken i grove stykker; ca. 4-5 pr. person.
Tryk dem godt ned i sesamfrø og steg dem gyldne og akkurat gennemstegte i olie på en varm pande. Krydr dem med salt.
Rør cremefraiche og sriacha sammen.
Anret ris i dybe tallerkner. Top med kål, fisk, forårsløg og chilicreme og servér straks med lime til.
Mukimame er bælgede edamamebønner. Edamamebønner er en sojabønne, hvor man spiser de grønne, umodne bønner. Navnene stammer fra Japan, hvor edamame betyder sojabønner med bælg, og mukimame er de bælgede bønner.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kommentarer og forslag til opskriften