
Skræl kartoflerne, skær dem i tern på ca. 2x2 cm, og kog dem møre i rigeligt, letsaltet vand.
Mens kartoflerne koger, kan du skære agurkerne i skiver. Kom dem i en skål, og krydr dem let med lidt sukker, salt og friskkværnet peber. Riv citronskal fint ned i, og tilsæt også en god sjat citronsaft. Vend det hele godt rundt, og lad det trække indtil servering.
Skær fisken i tommeltykke stykker, krydr dem med salt og friskkværnet peber, og vend stykkerne i polentamelet.
Varm en pande godt op, og tilsæt en generøs mængde olie, så panden er dækket. Steg fiskestykkerne sprøde og gyldne i 3-4 min. i alt. Laver du mad til 3-4 kuverter, kan du med fordel gøre det over to gange.
Dryp fiskestykkerne af på et stykke køkkenrulle efter stegning.
Hæld vandet fra kartoflerne, og mos dem groft med et piskeris. Tilsæt en god sjat olivenolie eller en klat smør, og smag mosen til med salt og friskkværnet peber.
Skyl dilden forsigtigt, dryp den godt af, og hak den fint med en skarp kniv. Hak både stilke og blade. Vend dilden op i agurkesalaten.
Anret mos og fisk på en tallerken sammen med agurkesalaten.
Kom en god skefuld yoghurt på hver tallerken inden servering.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften