
Forvarm ovnen til 250 grader. Skyl peberfrugten, halvér den, og kassér kernehuset.
Pil løget, og skær det i kvarte. Kom løg og peberfrugt på en bageplade dækket med bagepapir. Bag grøntsagerne uden olie, placéret højt oppe i ovnen. Lad dem stege i ca. 15 min., indtil de har fået en sort overflade.
Blend løg og peberfrugt (med det sorte skind) sammen med harissaen og 1/2 spsk. olivenolie pr. person, indtil det er blevet til en fin pure. Tilsæt evt. lidt vand, hvis blenderen ikke kan få fat. Herefter smages der til med salt og peber.
Kom grünkern i en gryde med rigeligt vand og et skud salt. Lad dem koge stille og roligt under låg i ca. 20 min., til de er møre.
Kom pølserne på en pande, og lad dem stege i et par dråber olie over middel varme på begge sider i ca. 15 min. i alt.
Skræl gulerødderne, og skyl dem sammen med mynten. Pil bladene fra mynten, og hak dem groft. Skær gulerødderne i kvarte.
Varm en pande op ved høj varme. Når panden er rygende varm, steges gulerødderne i 1/2 spsk. olie pr. person i ca. 5 min., indtil de har fået godt med farve og er blevet møre. Vend gulerødderne med mynten, og smag til med citronsaft, salt og peber.
Servér pølserne med de stegte gulerødder og harissaen.
Harissa er en nordafrikansk tyktflydende stærk chilisauce med bla. hvidløg, kommen, spidskommen og koriander. Den er især fremstillet og brugt i Tunesien og er central i det tunesiske køkken – men bliver brugt overalt i Nordafrika og Mellemøsten.
I Midttyskland har man tradition for at dyrke spelt til grünkern. Grünkern er spelt der er høstet, mens den er halv moden og derefter kunstigt tørret. Det er opstået som en reaktion på perioder med ugunstigt vejr, hvilket kunne ødelægge afgrøderne for de tyske bønder. Så derfor blev der høstet før kornet var helt modent ved ca. 50% fugtindhold. Fordi de tørrede kerner smagte så godt når de blev kogt opstod der i Tyskland en tradition for at høste en del af kornet som grünkern i slutningen af juli. For at lave Grünkern skal det umodne korn tørres med røg, hvilket udvikler en karakteristisk smag. Dette er grunden til, at speltdyrkningen har fundet en niche i Tyskland helt op til vor tid.
Spelt (Triticum spelta) er for øvrigt en ældgammel sort hvede som man anser for at være en hybrid mellem urhvedesorterne Emmer og Enkorn
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften