
Sauté: Trim julesalaterne og skær dem i kvarte på langs. Halver pærerne, fjern stilk og kernehus og skær hver halvdel i 3 både. Riv skallen af citronen og pres saften henover. Smelt 3 spsk. smør i en sauterpande og lad det bruse af. Læg julesalater og pærer på, fordel halvdelen af citronsaft/-skal henover og krydr med salt. Læg låg på og lad det simre 10 min. til salaterne er knapt møre. Tag låget af og lad det braisere videre til både salater og pærer har taget farve hist og her. Tag panden af varmen og smag til med salt og lidt friskkværnet peber.
Fisk: Dup fileterne tørre. Rør hvede- og majsmel sammen med salt og peber i en dyb tallerken. Vend fiskefileterne grundigt deri og bank overskydende mel af efterfølgende. Smelt lige dele smør og olie sammen på en pande ved middel-høj varme og steg fileterne gyldne og møre på begge sider. Læg dem i et varmt fad, fordel julesalater og pærer ovenpå og hold det hele lunt. Kom vinen på panden sammen med den resterende citronsaft/-skal. Lad det simre og koge ind til en fin skysauce. Vend halverede druer i, varm saucen hurtigt igennem og fordel den over fisk, salat og pærer. Drys med masser af fintklippet purløg og server straks.
Giv fx små kogte kartofler og en fyldig grøn salat fx med syrlige æbler, søde dadler og sprøde ristede valnødder.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften