
Tomatsauce: Hak 1 løg og 1 fed hvidløg fint og sauter det af i lidt olie. Kom hakkede tomater, tomatkoncentrat, sukker, oregano, salt og peber ved og lad det simre til konsistensen er cremet. Blend saucen helt glat eller lad den være klumpet.
Kartofler: Skrub kartoflerne godt, skær dem i store klodser og hak rosmarinen. Vend kartofler og rosmarin sammen med olie, salt og peber i et ildfast fad og sæt det i ovnen ved 175 grader i 25-30 min. til kartoflerne er møre og godt gyldne.
Farsbrød: Rens gulerødder, 2 løg og 2 fed hvidløg, kom det hele i en foodprocessor og hak det helt fint. Rør grøntsagerne med hakket kød, æg, mel, salt og peber til en lind fars. Rens spinaten godt, fjern grove stilke og slyng den tør. Sauter spinaten med salt og peber i en smule olie til det lige falder sammen. Kom det i en sigte og lad væden løbe fra. Smør farsen ud i knap 1 cm tykkelse på et stykke olieret bagepapir - ca. 30 x 25 cm - og fordel spinaten ud derpå. Drys den revne mozzarella henover og rul forsigtigt det hele sammen til en roulade. Luk enderne til og læg farsbrødet i et ildfast fad. Fordel tomatsaucen ovenpå og sæt fadet i ovnen ved 175 grader i 30-45 min. afhængigt af tykkelse til farsbrødet er mørt.
Giv gerne en sprød grøn salat og evt. en tzatziki til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften