Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skræl de søde kartofler, og skær dem i små rustikke stykker. Kog dem under låg i en smule vand og smør, til de er møre. Du skal kun bruge ca. 1/2 til 1 dl vand. Mos kartoflerne til en grov kompot, og smag til med lidt cajun krydderi (brug ca. det halve her), salt samt en smule limeskal og -saft. Gem nogle limebåde til anretning.
Rist sesam på en tør pande til de er gyldne og poppede. Drys med lidt fint salt og knus dem let i en morter.
Vend snittet kål og gulerødder sammen med sesamolie og ristet sesam (brug det halve her), hakket persille (brug det halve her) og smag til med limesaft, salt, peber og sukker.
Skær fisken ud i mindre stykker, og krydr dem med det sidste cajunkrydderi og salt. Kom kikærtemel og de sidste sesamfrø i en skål, og bland det sammen. Vend fisken i blandingen, og steg fisken på en pande i neutral olie, til den er sprød, gylden og gennemstegt.
Som vist på billedet. Drys med det sidste hakkede persille. Server en lille limebåd til.
Cajun krydderiet indeholder:
20% Spidskommen, 20% sød paprika, 10% hvidløgspulver, 10% cayenne, 10% sort peber, 10% timian, 10% sennepskorn, 5% oregano og 5% havsalt
Cajun har sit navn fra Cajun-folket i Lousiana, der er efterkommere af franske kolonister, der blev fordrevet fra Acadienne i Canada af englænderne i 1775.
Kundekommentarer ()