0
Skindstegt torsk med sprød bacon og broccoli-risotto

Skindstegt torsk med sprød bacon og broccoli-risotto

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Brugerbedømmelser:

Fremgangsmåde

Fisk: Soigner fisken, og lav 2-3 fine rids i skindsiden med en skarp kniv. Krydr med salt og peber. Steg fisken i 2-3 minutter på skindsiden i lidt olie på en varm pande. Læg gerne et let pres på fisken de første ca. 30 sekunder feks. med en tallerken. Dette forhindrer, at fisken buer/trækker sig sammen, og dermed opnår du det sprødeste skind. Læg halverede ét-feds hvidløg på panden, og lad dem stege sammen med fisken. Skru ned for blusset, og lad fisken stege videre på skindsiden, til kødet netop begynder at få en mælkehvid farve. Tilsæt derefter et par små klumper smør, og lad det bruse op. Vend fisken og tæl til 10 - VOILÀ - nu er fisken klar til servering.

Broccoli: Skær broccoli ud i små buketter, som blancheres i 1 minut i saltet vand og afkøles. Kom dem i en sigte, og gem dem til senere.

Ristede mandler: Kom mandlerne i et ildfast fad. Drys med lidt fint salt og dryp med god olivenolie og bag i en forvarm ovn ved 175 grader i 10-12 minutter til de er gyldne. Lad dem køle lidt af og hak dem groft eller knus dem i en morter.

Risotto: Hvidløg og skalotteløg hakkes fint, og bacon skæres i små fine tern. Steg bacon i en tykbundet gryde, til det bliver sprødt uden at branke. Kom lidt god ekstra jomfruolivenolie i gryden, og tilsæt de finthakket skalotteløg og hvidløg, som sauteres til de er klare, uden at have taget farve. Krydr med salt og peber. Risottorisene skylles grundigt i flere hold koldt vand og drænes i en sigte. De drænede ris tilsættes gryden med løg og bacon, og sauteres i 1-2 min til også de er klare, igen uden at det tager farve. Dæk herefter risene med kogende vand, og kog stille og roligt, mens du rører i risene jævnligt. Tilsæt løbende mere vand, efterhånden som væden absorberes af risene. Fortsæt indtil risene er møre, men stadig har let bid (al dente). Det tager som regel ca. 12-15 minutter. Det er vigtigt, at du rører et par gange undervejs, ellers brænder risottoen på. Riv parmesanen fint og vend den i risottoen. Rør forsigtigt i risottoen, mens den når op til lige under kogepunktet. Tilsæt nu evt. et par tern af smør og rør rundt til smørret er absorberet. Lad risottoen hvile 5 minutter under låg. Smag nu til med salt, peber, lidt citronsaft, lidt revet citronskal (kun det gule) og evt. mere parmesan.

Anretning: De blancherede broccoli tilsættes risottoen og retten drysses med hakkede ristede mandler.

Bonusinfo

Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?