Kartoffelsalat: Kog 4 æg i 10 min. Skrub kartoflerne godt, skær dem i tykke skiver og kog dem møre i letsaltet vand. Bland kartoflerne sammen med vineddiken mens de stadig er varme. Hak skalotteløgene fint, pil de hårdkogte æg og del dem i blommer og hvider. Dressing: Mos blommerne i en skål og bland mayonnaise, cremefraiche, dijonsennep og løg i. Hak æggehviderne groft og snit selleristænglerne i tynde skiver. Vend dressing, kartofler, æggehvider og selleri godt sammen og smag til med salt og peber.
Skinkemignon: Flæk kødet på langs - så der dannes 2 tyndere mignoner - og dup dem tørre. Gnid dem med presset hvidløg og lad dem hvile i 10 min. ved stuetemperatur. Kom pistacienødderne i en foodprocessor og hak dem til de er ensartede - men ikke pulveriserede. Tilsæt hørfrø, persille, cayennepeber, salt og peber og brug pulsfunktionen til at køre det sammen. Bred blandingen ud på en tallerken og pisk det sidste æg sammen i en dyb tallerken. Vend først mignonerne i ægget og dernæst i nødde/frøblandingen til de er helt dækkede. Læg dem på en bageplade og bag dem i en 175 grader varm ovn i ca. 20 min. (afhængig af tykkelse) - kødet skal føles fast ved et let tryk. Lad kødet hvile i yderligere 15 min. og skær det i tykke skiver ved servering.
"Sauce": Rør syltetøj, grovkornet sennep og honning sammen og smag til.
Server sammen med en sprød grøn salat og bagte rodfrugter.
Kundekommentarer ()