0
Sommerkalvegryde med rygeost, blomkål, kørvel og mandler (2 pers.)

Sommerkalvegryde med rygeost, blomkål, kørvel og mandler (2 pers.)

Hovedingrediens:
Okse og kalv
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Brugerbedømmelser:

Fremgangsmåde

Frikassé: Kom kalvekødet i en gryde og dæk det med koldt vand så det står ca. 2 cm over kødet. Kog kødet op og skum så mange urenheder fra du kan. Tilsæt salt - kog op igen og skum endnu engang. Kog nu stille og roligt under låg ved svag varme i ca. 25 min. Kog de sidste 2 min. små buketter af blomkål sammen med kødet. Tag kød og kål op med en hulske. Sigt fonden og hæld den tilbage i gryden (gør gryden ren inden da, der kan godt sidde lidt urenheder fra kødet på siderne). Hæld fløde på og kog saucen ind til ca. det halve. Lav en smørbolle* af lige dele smør og hvedemel og pisk den i saucen lidt efter lidt til den har en fin og cremet konsistens - kog saucen igennem et par min. mens du pisker. Pluk rygeosten i små stykker og blend den i saucen med en stavblender. Herefter må saucen IKKE koge! Kom kødet tilbage i saucen sammen med de små buketter af blomkål. Smag retten til med salt og hvid peber og vend masser af hakket kørvel deri (gem 1/3 til kartoflerne). Drys ristede mandler på toppen.

Ristede Mandler: Kom mandler i et ildfast fad, dryp med olivenolie og lidt fint salt. Rist dem i en 180 grader varm ovn i ca. 10-12 min. til de er gyldne.

Kartofler: Skrab/skrub de nye kartofler og kog dem i vand med salt i 12-15 min. Dræn vandet fra og tilsæt med det samme et par generøse klumper godt smør til gryden. Læg låg på igen og ryst lidt rundt. Lad kartoflerne trække i 5-7 minutter under låg.

Drys med masser af friskhakket kørvel - ryst rundt - og server straks - evt. med lidt godt salt som fx Maldon eller Læsø oven på.

Anretning: Server retten med en grøn salat vendt med lidt god olivenolie, salt og peber.

*Fif: I stedet for en smørbolle kan du også jævne saucen med lidt maizena udrørt i kold vand.

Bonusinfo

Rygeosten er den eneste ægte danske ost, der ikke er inspireret fra udlandet. Ostetypen har sin start på Fyn i 1800-tallet, hvor den blev lavet ude på mange gårde. Dette er også årsagen til at det ofte kaldes “Fynsk Rygeost”. Nogle mener, at rygeosten dog kan spores helt tilbage til vikingetiden. Denne gamle danske specialitet har Gundestrup Mejeri specialiseret sig i at producere.

Striberne på osten stammer fra den rist, som osten ligger på mens den ryges.

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?