Husk at chiliflagerne er spicy! Så prøv dig frem, så det ikke bliver for stærkt efter din smag.
Mozzarella er bedst, når den ikke er iskold, så tag den gerne ud af køleskabet, når du begynder madlavningen.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog spaghetti i rigeligt kogende, saltet vand i ca. 8-10 min., til den er al dente.
Hak hvidløg og løg fint, og sautér begge dele i rigelig olivenolie i en dyb pande. Det skal ikke tage farve.
Halvér tomaterne og evt. også oliven.
Tilsæt oliven, tomater og chiliflager (efter smag!) til panden, og lad det simre kort. Tilsæt derefter tomatpassata, og lad det koge lidt ind.
Spæd med kogevand fra spaghettien, og smag til med salt, peber og evt. et nip sukker.
Del fisken i store stykker, så der bliver 1-2 stk. pr. pers. Vend fisken i mel, og steg den i olivenolie på en varm pande i 2-3 min. på hver side, og krydr med salt.
Skær squashen i tynde, aflange skiver, gerne på et mandolinjern.
Rør en dressing af saft af 1 citron, 3-4 spsk. olivenolie og 2-3 tsk. flydende honning. Vend squashen i dressingen, og anret den på et lille fad med brud af mozzarella. Krydr med salt og peber.
Vend spaghetti i saucen, og lad den koge med i 1-2 minutter.
Anret spaghetti og sauce i dybe tallerkener, top med fisk, og servér straks med squashsalat til.
Kundekommentarer ()