Dejlig pasta med sprød, fyldig kålsalat til.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Pil løg og hvidløg, og hak begge dele. Sautér dem i olivenolie på en varm pande. De skal ikke tage farve, men klare flot.
Skær tomaterne i tern, og tilsæt dem til panden, evt. sammen med mere olivenolie samt en sjat hvidvin, hvis du har. Kog det op, og krydr med chiliflager efter smag (de er stærke!) samt salt og peber.
Kom fløde på, og lad saucen simre i 5-8 min.
Kom pastaen i rigeligt, kogende, saltet vand ,og kog den ca. 3-4 min., til den er al dente. Sigt vandet fra, men gem kogevandet.
Del fisken i 1-2 stykker pr. pers., vend dem i mel, og steg dem gyldne og akkurat gennemstegte i olivenolie på en varm pande. Krydr med salt.
Snit kålen fint, og skær æblerne i både. Vend begge dele med olivenolie og mild eddike, og krydr med salt og peber. Vend lidt over halvdelen af rucola i salaten, og anret den på et fad.
Vend den afdryppede pasta med tomatsaucen, og spæd med en smule kogevand. Lad det koge sammen i 1-2 min. , og smag til med salt og peber.
Anret pastaen i dybe tallerkener, top med fisk, og pynt med det sidste rucola.
Servér straks med salat til.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Trofie er en traditionel italiensk pastatype, der stammer fra Ligurien i det nordvestlige Italien. Denne pasta er kendt for sin unikke spiralformede og korktræsagtige form, der er håndlavet ved at rulle små stykker pasta dej på en træplade.
Trofie rulles ud i tynde strimler, hvorefter de skæres i små stykker på omkring 2-3 centimeter i længden. Herefter rulles hvert stykke mellem håndfladerne for at skabe den karakteristiske spiralform.
Denne pastatype er ideel til at absorbere saucer og er særligt populær i retter fra Ligurien, såsom den berømte pesto alla genovese. Den er også velegnet til at blive serveret med skaldyr, grøntsager eller cremede saucer. Trofie har en fast tekstur og en let konsistens, der gør den behagelig at spise.
Kundekommentarer ()