Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Pluk, skyl og hak persillen, og del broccoli i bittesmå buketter.
Sæt en gryde med rigeligt, godt saltet vand over at koge. Vandet skal smage salt som Middelhavet. Kog pastaen i 10-12 min., til den er al dente (mør med LET bid).
Kom broccoli i vandet, og kog den med i ca. 1 minut. Dræn nu vandet fra, men gem lidt af vandet i en kop.
Rør pasta, broccoli, revet ost og et par generøse klumper smør sammen med en lille smule af pastavandet. Bring retten tilbage til kogepunktet, til pastaen er cremet og lækker. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Vend den hakkede persille i til sidst.
Del fisken i mindre stykker, gerne 2-3 pr. pers. Krydr fisken med lidt salt og peber, og vend den i mel, dernæst i sammenpisket æg, og til sidst i raspen.
Steg på en pande, eller fritér dem i rigeligt olie i en gryde ved ca. 180 grader. Når det syder omkring en tændstik, er olien varm nok.
Steg til fisken er gylden, og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Drys med lidt salt.
Som vist på billedet - riv lidt citronskal over og server med citronbåde.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Kundekommentarer ()