
Salat: Tilbered couscoussen som anvist på pakken og hold den lun. Skrub persillerødderne, skær dem i små tern og rist dem let gyldne og møre på en pande i lidt olivenolie. Hak rødløg og persille fint og skær renset peberfrugt og blommer i små tern (brug 2-3 blommer - afhængig af størrelse). Del den tørrede frugt (fx tranebær, rosiner, abrikoser og dadler) i ensartede stykker. Hak valnødderne let og rist dem gerne lidt på en tør pande. Vend det hele forsigtigt sammen med couscous, feta skåret i små tern, honning og lidt olie. Smag til med citronsaft, salt og peber og server mens salaten stadig er lun - den kan dog sagtens spises kold også!
Steg: Sikr dig at sværen er ridset helt ned til kødet over det hele. Gnid sværene med en smule vand og dernæst godt med groft salt. Sæt stegen med sværen opad i en lille bradepande og brug lidt sammenkrøllet stanniol under til at sikre, at stegen står helt lige. Stik et stegetermometer i på det tykkeste sted, kom 7½ dl vand i bradepanden og sæt det hele i en 175 grader varm ovn i 50 min. Hæld væden fra - den kan fryses og bruges til brun sauce senere på sæsonen - og steg videre til centrumtemperaturen når 64 grader (15-25 min.). Lad stegen hvile i 10-15 min. inden udskæring.
Server sammen med en klassisk tzatziki og tyrkiske fladbrød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften