0

Sprød svinekam med vietnamesisk råkostsalat og blommesauce

Hovedingrediens:
Gris
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Brugerbedømmelser:
Allergener:
Nødder, Jordnødder, Sesam

Fremgangsmåde

Sauce: Udsten blommerne og skær frugtkødet i små tern. Hak den skrællede ingefær og 2 fed pillede hvidløg helt fint og rens 1 chili (den skal bruges hel). Kom det hele i en kasserolle sammen kanelstang, 3 dl sukker, 1 dl risvineddike, 1 spsk. revet appelsinskal og saft fra hele appelsinen. Kog det sammen i 15-20 min. til blommerne er udkogte. Fjern chili og kanelstang og blend saucen helt glat med en stavblender. Smag til og lad saucen køle ned. Den smager bedst, hvis du serverer den tempereret.

Salat: Trim spidskålen, fjern stokken og snit bladene i helt fine strimler. Skrub eller skræl gulerødderne, halver agurken og skrab den bløde kerne væk. Snit begge dele i juliennestrimler på et mandolinjern - eller riv det groft på et rivejern. Pil skalotteløgene og snit dem i helt tynde både. Pluk koriander og mynte og hak dem meget groft. Dressing: Rens 1 chili og snit den i tynde skiver. Pil 1 fed hvidløg og hak det fint. Kom chili og hvidløg i en stor skål, tilsæt fish sauce, limesaft, 1 spsk. sukker og 1 spsk. risvineddike og pisk det godt sammen. Smag dressingen til - den skal være skarp! - og vend grøntsager og krydderurter i. Smag salaten til, anret og drys med ristede løg og grofthakkede peanuts. Server umiddelbart efter samling.

Steg: Sørg for at sværen er ridset helt ned til kødet over det hele. Læg stegen med sværen nedad i en lille bradepande, krydr med salt og peber og hæld vand i til det dækker sværen. Sæt stegen i en 175 grader varm ovn i 30 min. Vend stegen og drys straks sværen med groft salt ovenpå - og især mellem sværene. Hæld væden fra bradepanden og brug lidt stanniol under stegen til at sikre, at overfladen er lige høj og vandret, så sværene bruner ensartet. Stik et stegetermometer i på det tykkeste sted og sæt stegen i ovnen igen i 20-30 min. til centrumtemperaturen når 64 grader. Tænd for grillen i de sidste 5-10 min., hvis sværen skal have hjælp til at blive sprød. Lad stegen hvile i 10 min. inden udskæring.

Server sammen med nudler eller brød og lidt stærk chilisauce.

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?