
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Skær kartoflerne i skiver, og bred dem ud på bagepapir på 1-2 bageplader. Dryp med lidt olivenolie, og krydr med salt. Bag dem i den varme ovn i ca. 25 min., til de er gyldne og møre.
2. Krydr koteletterne med salt og peber. Sæt en stor pande over med rigeligt olie på.
3. Slå æg ud i en dyb tallerken, og pisk ægget sammen med en gaffel. Fyld 1-2 dl mel i en anden dyb tallerken og rasp i en 3. tallerken.
4. Vend koteletterne i mel, æg og rasp, og steg dem på den varme pande ved middelvarme i ca. 5 min. på hver side, til de er gyldne og gennemtilberedte.
5. Sæt en gryde med saltet vand over til broccoli (1-2 dl i bunden af en gryde).
6. Del broccolien i mindre buketter, skræl stokken, og skær den i stave. Damp det hele i det kogende vand under låg i 2-5 min.
7. Rør creme fraiche med fintrevet hvidløg, og smag dressingen til med salt og peber.
8. Skær peberfrugten i grove strimler og agurken i stave.
9. Anret koteletter med kartofler og dampet broccoli, og servér med dressing og snackgrønt til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften