Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Start med at skrælle kartoflerne, skær dem i grove stykker, og kog dem helt møre i rigeligt vand.
Når de er møre, hælder du vandet væk, og tilsætter lidt salt og et godt skud olivenolie. Mos kartoflerne med et piskeris, og smag til med salt og friskkværnet peber. Hold mosen lun under låg.
Kom de frosne ærter op i en skål. Kog lidt vand op i en elkedel, og overhæld ærterne, så de tør op.
Skyl mix-salaten, og slyng den godt tør bagefter. Klip karsen fri af bakken.
Dræn ærterne for vand, og vend ærter, mix-salat og karse sammen i en skål. Tilsæt et godt skud fintrevet citronskal, lidt citronsaft og et par dråber olivenolie.
Dup fisken tør med et stykke køkkenrulle, og del den i kuvertstykker. Krydr med salt og friskkværnet peber. Varm en pande op ved højeste blus, og tilsæt en smule olie.
Steg fisken ca. 3-4 min. på den ene side, og derefter ca. 30 sek. på den anden side. Ønsker du fisken helt gennemstegt, skal du stege den 3-4 min. på begge sider.
Rør krydderiblandingen sammen med yoghurten. Rør yoghurten løst ned i kartoffelmosen, uden at yoghurten bliver helt rørt ud.
Anret mosen på en tallerken med den stegte fisk ovenpå og salat på siden.
Kundekommentarer ()