Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Forvarm ovnen til 225 grader varmluft!
Fordel pommes frites på en eller flere bradepander med bagepapir, og bag dem i ovnen, til de er gyldne og sprøde. Drys med salt.
Fritterne kan også friteres i olie.
Hak hvidløg fint. Pluk og hak timian (gem lidt hel timian til pynt). Hak skalotteløg fint. Del broccoli i små buketter. Skær også stokken og skær den i små bjælker. Kom det hele i et ildfast fad, og vend det med salt, peber og god olivenolie. Bag i ovnen sammen med fritterne i 10-15 min.
Sæt en lille kasserolle med 1-2 dl vand over at koge. Sluk for varmen, kom posen med saucen deri, og sæt låg på. Lad saucen lune i vandet, til den skal serveres.
Som vist på billedet!
Kyllinger fra Hopballe Mølle
- Hopballe kyllinger er af en helt speciel race, Hubbard 787 hedder de så mundret. Disse kyllinger vokser langsommere end den race, der benyttes i den konventionelle kyllingeproduktion. Racen og den ekstra voksetid gør, at kyllingerne er mere aktive og robuste og det betyder også, at ben og knogler kan udvikle sig i takt med, at kyllingerne tager på i vægt.
Hopballe lægger stor vægt på dyrevelfærd, og det er tydeligt, at både racen og den ekstra tid gør disse kyllinger meget mere aktive og robuste. En Hopballekylling har 4–5 gange så meget plads som en konventionel kylling. Pladsen gør, at kyllingerne rører sig meget mere, det giver muskler og kødet får dermed meget mere struktur. Hver aften slukkes lyset og kyllingerne får 8 timers ubrudt søvn som giver ro i flokken og forbedrer trivslen.
Disse kyllinger kræver generelt også lidt længere tilberedningstid end du måske er vandt til og når man skal tranchere brystkødet er det vigtigt, at det skæres på tværs af fibrene, da strukturen i kødet ellers kan få det til at føles sejt! Til gengæld får man altså en oplevelse på smag og ikke mindst struktur, som ellers er gået helt bort når man spiser industrikyllinger.
Du kan også se forskel på kødets farve. I gamle dage talte man om det mørke kød og det lyse kød på en kylling - men i dag er det hele jo kridhvidt på de fleste (industri) kyllinger. Men her er lårkødet altså mørkere og mere kraftigt smagende, mens brystkødet har en meget mere fin og delikat smag.
Bearnaise sauce - med rigtig smør og æg
Vores huskok Jacob fortæller: Da jeg serverede denne færdiglavede bearnaise til en kokkekollega forleden, var hans umiddelbare udbrud: "SATANS OGSÅ"! Nu har vi kokke ikke længere dét es i ærmet, lige at kunne piske en hurtig "berner" for at imponere gæsterne. For nu kan du selv varme den op og servere den ægte vare baseret på gode økologiske æg og godt smør. Saucen er skabt som den SUBLIME emulsion mellem økologiske æggeblommer og det gode danske øko-smør, balanceret af en god og stringent syre fra vineddike, der strammer op. Der er tilsmagt skarpt og "til kant" med masser af estragon. Den perfekte ledsager til en god bøf, men også god til godt stegte hummere, grillet fjerkræ eller til kalvekød.
Kundekommentarer ()