0
Stegt kulmule med stuvede grønne bønner, tomater og mynte

Stegt kulmule med stuvede grønne bønner, tomater og mynte

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Efterår, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Opskriftstype:
Fiskeretter

Fremgangsmåde

Skjul tidslinje
0 min.
Lad os starte med

Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem. 

sorghum
1 min.
Kog sorghummen

Kom sorghum i en gryde med rigeligt, koldt vand og lidt salt, og kog den i ca. 15-20 min. Dræn vandet fra, og lad dem dryppe af i en sigte et par min.

mandler
3 min.
Rist mandlerne

Rist mandlerne på en tør pande over middel varme, til de bliver gyldenbrune i overfladen. Tag dem af varmen, og gem til senere.

grønne bønner
5 min.
Kog bønnerne

Kog bønnerne i saltet vand i min. 5-10 min., og lad dem dampe af i en sigte.

tomaterhvidløgmynte
10 min.
Forbered urterne

Riv hvidløget ned i en stor skål sammen med 1 tsk. olie og 1 tsk. eddike pr. pers.

Tilsæt grofthakkede tomater og mynteblade, og vend godt rundt med salt og peber.

Vend mandlerne og den kogte sorghum i salaten lige før servering.

fløde 9%
20 min.
Lav bønnestuvningen

Varm en kasserolle eller gryde op ved middelvarme. Den skal helst være med runde kanter i bunden, så det bliver nemmere at piske sovsen med et piskeris. 

Tilsæt 1 tsk. olie og 1 tsk. mel pr. pers., og rør rundt i 1 min.

Hæld fløden i lidt efter lidt under omrøring, så der ikke dannes klumper.

Tilsæt de kogte bønner, når fløden er blevet cremet, og smag til med salt og peber.

kulmulefilet med skind
25 min.
Steg fisken

Varm en pande op ved høj varme, og skær fisken i portionsstørrelser.

Tilsæt 1 tsk. olie pr. pers., når panden er godt gennemvarm, læg fiskens skindside på panden, og lad det stege i ca. 2-3 min. ved middelhøj varme. 

Vend fisken om på den modsatte side, og steg videre i ca. 30 sek. Vil du have fisken helt gennemstegt, så lad den stege 3 min. på begge sider. 

Tag fisken af panden, krydr godt med salt, og servér straks. 

30 min.
Anretning

Servér stegt fisk med salat og bønnestuvning.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

Kend din fisk: Kulmule

GASTRONOMISK

Kulmulens kød er hvidt og meget saftigt og er, sammenlignet med torskens kød, nemmere at holde saftigt ved tilberedning. Det ferske kød kan virke meget løst, men det samler sig ved tilberedning.

Kulmulen er især en delikatesse i Sydeuropa, men er også de senere år blevet mere værdsat i Danmark. Det er dog fortsat Sydeuropa, der aftager hovedparten af de kulmuler, der landes i Danmark. I Sydeuropa har man desuden tradition for også at spise kulmulens rogn.

Som andre torskefisk kan kulmulen tilberedes på flere forskellige måder. Den er særligt saftig og smagfuld som stegt, grillet eller bagt.

SUNDHED

Kulmulen er en meget mager fisk med kun 0,4 g fedt/100g. Den har et proteinindhold på ca. 16,5g/100g. Til gengæld er den særligt rig på selen, kalium og kalcium.

Læs mere om kulmule her > KEND DIN FISK

Bonusinfo

Sorghum er en græsart, der oprindeligt stammer fra Centralafrika. Den er den vigtigste kornsort til menneskeføde i store dele af Afrika og Asien, blandt andet fordi den kan vokse i meget tørre og varme områder. Sorghum har et højt indhold af mineraler. Hel sorghum spises som ris eller anvendes til grød. Det kan også poppes på samme måde som popcornmajs.