Sæt en gryde med vand over at koge.
Pil det yderste lag af porren, og skræl kartoflerne og sellerien. Skyl det hele grundigt, og skær det i grove stykker. Lad kartoflerne og halvdelen af selleri og porre koge i ca. 15 min., indtil de er helt møre. Sigt vandet fra, og mos grøntsagerne med et piskeris til en grov mos, imens fløden tilsættes, indtil mosen får den rette konsistens. Smag til med salt og peber.
Skyl purløget, afdryp det for vand, og hak det fint. Tilsættes til mosen lige før servering.
Krydr fisken med salt på begge sider, og gem den til senere.
Varm en pande op ved middel høj varme.
Når panden er varm, steges det resterende porre og selleri i 1/2 spsk. olie i ca. 15 min. under låg ved jævnlig omrøring, indtil det får lidt farve og bliver mørt.
Vend efterfølgende de stegte grøntsager i rygeosten, og smag til med lidt eddike, salt og peber.
Varm en pande op ved høj varme.
Når panden er godt gennemvarm, tilsættes 2 tsk. olie pr. person. Læg fiskens skindside på panden, og lad den stege i 3 min. ved middelvarme.
Vend fisken om på den modsatte side, og steg videre i 1 min. Vil du have fisken helt gennemstegt, så lad den stege 3 min. på begge sider.
Tag fisken af panden, og servér den straks.
Servér laksen med urtemosen og de stegte grøntsager i rygeost.
Velbekomme :-)
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
Rygeosten er den eneste ægte danske ost, der ikke er inspireret fra udlandet. Ostetypen har sin start på Fyn i 1800-tallet, hvor den blev lavet ude på mange gårde. Dette er også årsagen til at det ofte kaldes “Fynsk Rygeost”. Nogle mener, at rygeosten dog kan spores helt tilbage til vikingetiden. Denne gamle danske specialitet har Gundestrup Mejeri specialiseret sig i at producere.
Striberne på osten stammer fra den rist, som osten ligger på mens den ryges.
Kundekommentarer ()